”Hvem er du Henriette – fortæl lidt om dig selv?”
Et klassisk spørgsmål til en jobsamtale, og hvad jeg har svaret til jobsamtaler, kan vi tage på et andet tidspunkt, men her får du fortællingen om, hvem jeg er og hvorfor jeg investerer tid her også.
Jeg er en helt almindelig kvinde, født i 1964 og opvokset i Greve syd for København. Min mor var sundhedsplejerske, min far officer, og siden jeg var 7 år ville jeg være tandlæge ligesom min fætters seje kone Marie. I min fritid var det vigtigste badminton og venner, og hver weekend var prioriteterne at vinde kampe og derefter fejre sejren – det var sjovt. Gymnasiet var sjovt, måske lidt for sjovt i forhold til, at jeg gerne ville være tandlæge, som på det tidspunkt var en af de uddannelser, der krævede det højeste gennemsnit.
Med 0,01 fra at komme ind på drømmestudiet måtte jeg finde på noget andet, for efter et fritidsjob på Magasins fjernlager var jeg overbevist om, at jeg skulle have én eller anden uddannelse. Der var fortsat ledige pladser på Ingeniør studiet, og jeg havde læst, der var mangel på ingeniører, så det kunne vel ikke gå helt galt. Et halvt år før jeg blev færdig som kemiingeniør var jeg også klar over, at jeg ikke skulle være i et laboratorie fra 8-16, så hvis jeg gik i gang med en HD i afsætning, samtidig med jeg afsluttede min hovedopgave, var mulighederne måske lidt større.
Ind i mellem kan jeg godt lide at provokere, og derfor siger jeg også, at jeg kun har været heldig 2 gange i mit liv:
Den første gang var, da jeg så en annonce i Berlingske Tidende, hvor HP (Hewlett Packard) søgte en salgsingeniør i deres Kemiske Analyse afdeling. Den anden gang jeg var heldig, var da jeg mødte min mand (som tilfældigvis også var ansat i HP).
Det første job
Hos Hewlett-Packard havde jeg et fantastisk job, en forrygende arbejdsplads og ikke mindst rigtig gode kolleger. Et amerikansk firma med alt hvad der indebærer. En helt særlig kultur som du enten elskede eller overhovedet ikke trives med, så enten stoppede folk efter meget kort tid, ellers også blev de hængende i mange år. En rigtig performance kultur, hvor man blandt andet den første fredag i måneden klappede i kantinen af de sælgere, som var over budget.
Når jeg ser tilbage på, hvor jeg har lært mest om forretning og ledelse, så er det ikke de utallige, meget dyre, men også meget værdifulde uddannelser og kurser jeg har været på, men kulturen og værdierne i HP: Frihed under ansvar og mulighed for at udvikle sig både som medarbejder og leder. Stort set alt kunne lade sig gøre, så længe du holdt dig inden for rammerne og i øvrigt nåede dine resultater. Noget af det vigtigste, jeg lærte, var, at uanset hvad, så er du nødt til at tage et ansvar: Ansvar for dit eget liv, dine egne handlinger, din egen karriere, dine egne resultater osv.
Der var fuld fart på, ingen familie og masser af tid til job og til kollegerne og hvert år var jeg i ”Achievers Club” på grund af mine salgsresultater. Jeg mødte min mand, og efter 3 år blev vi gift og ét år senere ventede jeg vores datter.
Jeg var den eneste kvindelige sælger, så det var ikke uden spænding, jeg indkaldte min belgiske chef til møde for at fortælle ham den glædelige nyhed. Jeg var klar over, at man på ingen måde havde erfaring med netop en sælger på barsel, så jeg havde naturligvis forberedt mig grundigt. Jeg havde lagt en plan om, hvem der kunne overtage hvilke kunder og opgaver, og hvad der burde laves i den periode jeg var væk.
Han var på ingen måde forberedt og gik nærmest i chok, men efter et par minutter fik han fremstammet: ”Hvordan er det gået til?”
Jeg kunne naturligvis ikke lade være med grine og spurgte, om han ville have den korte eller den lange version :-).
Han var en fin fyr, og jeg kan jo ikke fortænke ham i at blive chokeret – han havde aldrig set det før, og var i øvrigt overbevist om, at jeg ville satse 100% på min karriere. Sjovt nok slet ikke noget jeg selv havde overvejet, for hvorfor skulle det ene udelukke det andet? Han var en god chef, og efter vores møde gik han op på kontoret til min mand og inviterede os begge i byen om aftenen – og det gik ikke stille for sig, for nu var der jo chauffør på.
Det første lederjob
Jeg gik på barsel og nød det nye liv som mor. I øvrigt var det også dengang muligt, at faderen kunne tage noget af barslen, og det gjorde min mand – iøvrigt som den første i HP. Jeg tog noget ekstra ferie, så vi var hjemme sammen. Jeg holdt naturligvis kontakten til mine kolleger og efter 3 mdr. på barsel fik jeg en opringning fra den europæiske chef. Min chef havde fået et nyt job, og de ville gerne have, at jeg overtog jobbet som salgschef på én betingelse: jeg skulle holde min barsel som planlagt. Dengang havde man 6 måneders barsel, så efter yderligere knap 3 mdr. hjemme, startede jeg som salgschef. Det var naturligvis meget ambivalent at glæde sig til at starte på arbejde og samtidig undvære sit barn (derfor er det også vigtigt at have et job, der er rigtigt spændende at komme tilbage til, ellers bliver det svært).
Det var et vildt spændende job, men i modsætning til inden jeg gik på barsel, havde jeg ikke lyst på samme måde til at hænge ud med mine kolleger, da jeg hellere ville hjem til familien. Vilkårene var stadig de samme, man blev målt på sine resultater, så jo hurtigere jeg kunne nå dem, jo hurtigere kunne jeg være hjemme hos familien. Jeg var effektiv som aldrig før, skar mange unødvendige aktiviteter væk og nogle dage gik jeg hjem kl. 14, for så at lave det sidste mellem 20 og 22. Jeg havde megen fleksibilitet, en mand der var lige så meget far, som jeg var mor, og et bagland af familie, som syntes det var skønt at hente en dag om ugen.
Work/Life balance
I HP begyndte man for første gang at tale work/life balance. Man havde en ledelsesfilosofi, man kaldte MBO – Management by Objective (på dansk målstyring), som senere er blevet et helt almindeligt ledelsesbegreb for mange andre. Du leder dine medarbejdere på mål, men hvor, hvordan og hvornår du gør det, er ret beset lige meget. Det giver mange muligheder for at indrette sig, som det nu passer der, hvor du er i dit liv. Jeg deltog i arbejdsgrupper, hvor vi lavede hjemmearbejdspladser, fleksible mødetider, ”køb mad med hjem” ordninger , motionsrum mm.
Det var naturligvis interessant for mange andre virksomheder, så i en periode deltog jeg på mange konferencer om kvindelige ledere, hvor jeg præsenterede hvad vi gjorde i HP for at gøre det muligt at få Work/Life balance.
En tur til udlandet
Vi havde hjemme talt om, at det kunne være spændende at komme til udlandet i en periode, og det ville være fint inden vores datter skulle i skole. Vi blev enige om, at hvis en af os fik buddet, så tog den anden med.
Efter 3 år som chef i Danmark blev jeg så tilbudt et job i Tyskland i HPs europæiske marketingafdeling med ledelsesansvar for 5 personer med forskellige nationaliteter. Vi solgte huset og havde 3 rigtig gode år ude. Skønt for os som familie, skønt med vores venner – når de kom blev de i mange dage – og meget udviklende for mig som leder. Min danske ledelsesstil virkede ikke i Tyskland – mange nationaliteter, mange kulturer. Jeg studerede Hofstedes kulturdimensioner for at forstå de forskellige kulturer og hvad der skulle til for at lykkes. Det var en god investering for det hjalp. Tænk at forskellige mennesker skal ledes forskelligt ;-).
Direktørposterne
Efter 3 år ude skulle vores datter starte i skole, og da vi ville have hun skulle være dansk, så vi vendte hjem. HP blev splittet i to dele, så sammen med 46.000 kolleger i verden, blev vi til Agilent Technologies. Det betød endnu en re-organisering og jeg fik jobbet som nordisk salgs-og supportdirektør. Efter 5 år – i alt 16 år i samme firma var jeg klar til noget nyt. Jeg havde i 16 år eksekveret andres strategier, så nu kunne det være spændende at være med til at lave dem. Det krævede, at man var en del af del øverste ledelse, og når vi ikke var klar til at flytte ud igen, betød det også et dansk firma.
Der opstod en mulighed i FOSS som Vice President for global marketing, som jeg tog. En kæmpe forandring. Fra et amerikansk børsnoteret selskab til et dansk familieejet selskab – det betyder en hel del, også for den måde du bedriver ledelse på. Ting jeg tog for givet eksisterede ikke, og ting jeg troede, jeg kunne ændre på få måneder tog år. Der er ikke noget, der er rigtigt og forkert, men der er fordele og ulemper ved begge virksomhedstyper, og det gælder om at finde fordelene og så holde fast i de ændringer, man gerne vil lave.
Det var en god tid og Foss-familiens stærke og gode værdier kunne tydeligt mærkes i hele kulturen. Efter 5 år, hvor den seneste rolle var Senior Vice President for global support, blev det tid til et skifte og jeg fik rollen i JAI, som Global Marketing direktør og senere også med salgsansvaret. 3 år senere skiftede jeg så til Hans Buch, som administrerende direktør, hvor jeg sidder i dag.
Jamen, har jeg så ikke nok med det jeg laver i dag?
Og hvorfor bruge tid på at dele min erfaring med andre?
Jeg hader ikke mange ting, men jeg hader spildt talent. For 4 år siden sad jeg i en bestyrelse i Jylland og vi havde en snak i pausen om ledigheden i Danmark. Ét af medlemmerne påstod, at 95% af alle ledige, var ledige, fordi de selv ønskede det og stillede spørgsmålet, om vi kendte nogen som var ufrivilligt ledige. Én af de andre sagde:
”Ja, min datter blev færdig på Handelshøjskolen i Århus for mere end et år siden, og hun vil så gerne i arbejde, men det er bare ikke lykkes”.
Det er spild af talent og god uddannelse, så jeg sagde at jeg kendte hende jo ikke, jeg boede på Sjælland og hun i Jylland, men hvis hun havde mod på det, ville gerne gerne prøve at hjælpe hende (på telefon). Jeg ville ikke kunne ikke skaffe hende et job (helt anden uddannelse og branche), men jeg kunne måske coache hende, så hun blev bedre til hele processen. Vi havde maksimalt 3-4 timer sammen på telefonen over nogle aftener, og efter 3 uger kom hun til den første samtale. Vi talte lidt imellem jobsamtalerne, men pludselig hørte jeg ikke noget i nogle uger, før jeg en lørdag morgen modtog en kæmpe buket blomster med et ”Tusind tak for hjælpen”. Jeg har stadig aldrig mødt hende, men kan forstå hun stortrives. Det var det hele værd!
Jeg har været mentor, holdt foredrag og har senest haft en nyuddannet CBS’er hjemme om aftenen/weekend (som jeg heller ikke kendte) og hun havde job efter 4 uger – og endnu én som også nok skal lykkes.
Jeg håber, at jeg med bloggen kan hjælpe og inspirere endnu flere. Jeg er ikke ledelseskonsulent eller teoretiker, men jeg sidder selv med fingrene i farsen hver eneste dag, så alt er baseret på min egen erfaring. Jeg ved, hvordan det føles at have modgang, jeg ved hvordan det er at have et ansvar, jeg ved hvordan det føles at have succes – og jeg ved, hvor fedt det er at gå på arbejde hver dag som leder. Jeg ved det kan lade sig gøre at få en spændende ledelseskarriere og få et godt familieliv til at hænge sammen og jeg ved, det kan lade sig gøre for dig også – hvis bare du selv vil.
Er du allerede i et lederjob i dag, håber jeg at bloggen kan være med til at videreudvikle dig. Overvejer du at gå ledelsesvejen, men endnu ikke har besluttet om du vil eller tør, så håber jeg bloggen bidrager til, du tager springet, for der er brug for dig – og har du allerede besluttet du gerne vil, håber jeg der er tips og tricks, der hjælper dig afsted i dig første lederjob.
Det er, som i mit daglige job, bare så tilfredsstillende at hjælpe folk til succes, så hvis jeg med denne side kan inspirere og motivere endnu flere til at lykkes, så er hvert et minut givet godt ud!
